Ryazsmoxus Gijerdyxing


Kun omkring tyve personer havde tilmeldt sig lørdagens ungdomspolitiske konference, og det er alt for få, mener arrangørerne, der derfor har aflyst arrangementet.

Efter planen skulle kommunens oplæg til en ungdomspolitik have været præsenteret for forældre, skole- og foreningsfolk og andre interesserede.

Desuden var der lagt op til debat og workshops, hvor alle kunne få mulighed for at komme med inputs til politikken og arrangørerne havde allieret sig med blandt andre samfundsforsker Johannes Andersen som Peptalk-talkshow-foredragsholder. - Potentialet til arrangementet er mindst 200-300 mennesker og det her er simpelthen for få taget i betragtning, at vi har foredragsholdere til 20.000 kroner, siger ungdomskonsulent Rasmus Gjerding, der oplyser, at de tilmeldte primært var politikere, folk fra ungdomsskolen og skolen.

- Vi har måske været for dårlige til at informere, det kan skyldes årstiden og det gode vejr eller at folk simpelthen ikke er så engagerede, som vi havde regnet med, siger Rasmus Gjerding, der sammen med formanden for skolebestyrelsen på Jetsmark Centralskole har svært ved at skjule skuffelsen.

- Jeg kan kun ærgre mig af pommern til, for nu får folk ikke mulighed for at kigge på politikken og det betyder, at de ikke kan give deres besyv med, siger Frank Østergaard.

Arbejdsgruppen skal nu drøfte, om den vil beramme en ny konference i efteråret.